Drengefarver og pigefarver

Jeg frekventerer diverse grupper og fora om håndarbejde og da mange – mig selv inkluderet – laver ting til børn, er der rigtig ofte diskussioner om drengefarver og pigefarver. En diskussion jeg er ret træt af for at være ærlig. Jeg synes de stakkels drenge bliver låst og at forældrene har et forskruet syn på hvad man som hankøn kan tillade sig at have på/lege med/gøre uden at blive betragtet som tøset/femi osv., for selvfølgelig er det negativt for drenge at blive anset på denne måde. Ironi kan forekomme.

Piger kan nærmest alt efterhånden. Piger kan have alle farver på uden problemer. Giv noget en lille (traditionelt set) feminin detalje som f.eks. en flæse på en mørkeblå bodystocking og så er den til piger. Men hvis du trykker biler/traktorer/dinosaurer eller lignende detaljer som typisk anses for at være drengede på en lyserød eller lilla body så er det stadig til piger. Til de seje piger som kan lide biler/traktorer/dinosaurer osv.

Hvis jeg lægger en masse lilla, lyserød, rød osv. nuancer garn frem, så er det piget. Smider jeg blå i er det stadig piget. Det giver mening, for der er jo stadig en overvægt af farver, som konventionelt anses som værende pigefarver. Omvendt hvis jeg har en masse grå, blå og grønne garnnøgler ville de fleste nok sige det er drenget. Smider jeg et enkelt lyserødt nøgle i den bunke og så er det for piget til en dreng. Hvorfor er det sådan? En blå kjole er til piger, men drenge kan ikke bruge lilla/lyserøde bukser. Blå bukser med en flæse er til piger. Blå bukser med en pink kant er til piger. Osv.

De små gåmotorcykler i rød/blå/gul er dog stadig anset for at være nogenlunde kønsneutral, men fås også i en lilla/lyserød variant for at gøre den ekstra piget. Dukkevogne fås også i et væld af farver og modeller (næsten flere varianter end “the real deal”), men ikke en eneste af dem anses for at være kønsneutral, endsige drenget. Og jo, nogle drenge vil gerne lege med dukker og gå tur med dukken i dukkevognen, lige så vel som der er piger, som gerne vil lege med biler. Faktisk kan man også sagtens gå tur med biler i dukkevognen, man skal jo passe sin bil som sin baby ikke?

Selv forhenværende kønsneutrale farver som gul, grøn, orange osv. er efterhånden blevet delt op i en sådan grad at visse folk ikke længere anser disse farver for at være kønsneutrale. Jeg har nu hørt flere sige at gul ikke er kønsneutral men en pigefarve! Hvad? Siden hvornår? Vores stakkels drenge bliver snart helt farveløse…

Jeg tror det eneste jeg kan komme på, som kan have “pigefarver” og stadig være til drenge er butterfly/slips/vest/(skjorte?) til selskabstøj. Skal der være gilde så lad der være gilde. Til fest kan man godt skeje lidt ud.

I de førnævnte grupper oplever jeg også forespørgsler på billeder af barnevognskæder i drengefarver til inspiration. Og så tænker jeg jo, at hvis det blot er til inspiration kan det vel være fuldstændigt ligegyldigt hvilke farver der er brugt? Det er som om folk slet ikke har fantasi til at forestille sig om en flodhest kan bruges til en dreng hvis nu den er blå i stedet for lyserød. Eller at en dreng også godt kan have en lyserød flodhest. Jeg har hæklet en barnevognskæde (til baby B selvfølgelig) hvori der er en abe, en elefant og en flodhest. Aben er mørkelilla med lyslilla detaljer. Elefanten er mørkeblå med lyslilla ører. Flodhesten er lys støvet blålig med mørkelilla ører. Perlerne imellem hvert dyr er en blanding af blå, blå-grønne og lilla nuancer. Der er faktisk en overvægt af traditionelle  “drengefarver”, for kun en tredjedel af perlerne er lilla.

Jeg lagde et sort/hvidt billede af kæden op i en hæklegruppe på Facebook, og bad folk svare på om de mente kæden var drenget, piget eller kønsneutral. Efter en time tog jeg et screenshot af resultatet og så lagde jeg et nyt billede op, denne gang i farver og bad folk stemme igen. Efter en time tog jeg så et screenshot af denne. De har altså ligget lige lang tid. Antallet af svar er 101 svar på farvefotoet og 85 på sort/hvid.

sh-kædefarver-kædePå sort/hvid billedet synes langt de fleste (66) at kæden er kønsneutral, og de som ikke synes den er kønsneutral synes den er drenget (19) (apropos at drengene bliver farveløse…). Ikke en eneste stemme på at den er piget. På farvebilledet ser det straks anderledes ud: 55 synes pludseligt at kæden er piget. 43 synes stadig den er kønsneutral og 3 synes den er drenget. Der er faktisk flere der synes den er kønsneutral end jeg havde regnet med, men det er jo kun fedt!

Der er enormt stort ståhej om, at der stadig ikke er ligestilling for kvinder. Det, synes jeg, er en helt forkert vinkel. Der er stadig ikke ligestilling mellem kønnene. Det er på mange områder en ulempe for både mænd og kvinder at det er sådan.

Mænd og kvinder er ikke ens. Det skal de ikke være og det bliver de forhåbentlig aldrig. Men det er forkert at anse ting og farver, som typisk forbindes med kvinder/piger som værende negativt når det sættes i forbindelse med en mand/dreng. Hvilke farver der er passende i en persons garderobe har langt mere med hudtonen end kønnet at gøre. F.eks. er min storebror langt flottere i lyserød end jeg er. Jeg går ofte i mørk marineblå til gengæld, det er der ingen der ser noget mærkeligt i, men min storebror i lyst jakkesæt med lyserødt slips og skjorte med lyserøde striber gav en del forundring første gang vi så det. Til trods for at min bror også havde en lyserød t-shirt da han var barn,  og generelt altid bare har gjort hvad der passede ham mht tøj (min mor har nemlig altid været ret large omkring det med farver, så da knægten ville have en t-shirt magen til sine storesøstre, i lyserød med Mickey Mouse på, så fik han da bare det!).

Forundringen fra min side, var mere sådan en “Hold da op hvor skiller han sig ud fra de andre mænd, men hvor er det pænt til ham!”. Men jeg var alligevel stadig forundret. For jeg er bestemt ikke vokset op i en verden hvor det generelt var velanset. Min mor har bare altid været ligeglad, men jeg har jo oplevet holdningerne fra resten af verden. Min mor har altid selv ladet os vælge farverne, så snart vi har været gamle nok til at have en mening om dem. Hun skulle nok sørge for at vi havde praktisk tøj på, men havde man en præference mht. farver, så fik man da bare det. Da jeg således i 6-årsalderen var vild med neonpink så fik jeg da lidt tøj i neonpink, men der gik ikke længe før jeg faktisk foretrak blå, og sådan har det faktisk været lige siden. Jeg har haft en del år med lilla øverst på listen, men blå har altid været lige ved siden af.