Strikkebio – Den danske pige

Jeg var i strikkebio i går. Jeg hæklede som sædvanligt, da jeg endnu ikke er startet op på strik igen, selvom jeg fik købt lidt bøger om bl.a. strik til Alt Om Håndarbejde messen i Rødovre Hallen i søndags. Jeg kom ret langt, da “Den danske pige” var en god film at nørkle til. Den var ikke så krævende opmærksomhedsmæssigt. Jeg havde taget mit mest hjernedøde projekt med (lutter stangmasker ud i en køre), men jeg kunne sagtens havde lavet noget lidt mere mentalt krævende uden problemer.

Skaberne bag “Den danske pige” har i øvrigt enten aldrig været i Vejle, eller også har de været i Vejle og dømt det til at være for kedeligt et landskab til filmen. You’ll see.

Eddie Redmayne er troværdig i udseende som kvinde, omend noget karikeret i performance. Jeg er generelt ret stor fan af Eddie (jeg så ham første gang i “Teorien om alting”, også til strikkebio), og han var blid og fin at se på, og troværdig i tårer og usikkerhed, men altså karikeret i sin kvindelighed.

Det er tydeligt at det en majoritet der har forsøgt at portrættere en minoritet. De lykkes ikke rigtig med det. Men som underholdning er den da udmærket, jeg har set en del meget værre film. Jeg har ikke behov for at se den igen som sådan, men ville heller ikke modsætte mig det. Men ikke i biografen, det ville være spild af penge. Jeg kunne nok godt finde på at se den igen når den engang bliver vist på tv en lørdag aften.

Jeg vil dog lige slå et slag for soundtracket af Alexandre Desplat! Det er så fint! Jeg fandt det på Spotify og hørte det hele vejen hjem fra biografen. Hvis jeg er helt opslugt af en film, så bemærker jeg som regel ikke soundtracket, med mindre der er en stil jeg genkender, eller jeg ved det er en bestemt komponist, som jeg godt kan lide, der har lavet soundtracket, så jeg sørger for også at bemærke det, eller hører det på forhånd. Men i går var det altså soundtracket jeg var mest imponeret over. Og jeg hører det igen i dag.

Jeg skal også i strikkebio mandag den 29. februar. Der gælder det “Flaskepost fra P”.