Vinkelsjalet – endelig færdig!

En måned tog det. En måned hvor jeg alle hverdage under kørslen til og fra arbejde, generelt under transport, når vi har set tv, i weekender, i ethvert frit øjeblik har hæklet på vinkelsjalet. Halvstangmaske i bagerste maskeled efter halvstangmaske i bagerste maskeled.

Jeg er medlem af gruppen “Vinkelsjalet” på facebook. En i gruppen har regnet ud at når man er færdig med sjalet så har man ca hæklet: 26.487 halvstangmasker (hstm), 348 luftmasker (lm) og 108 fastmasker (fm). Jeg har så godt nok ikke fulgt opskriften til punkt og prikke, så jeg har nok hæklet en del flere fm, men hold da op hvor er det mange masker! Havde jeg arbejdet koncentreret, nonstop fra start til slut uden pauser og med et jævnt tempo havde det ca. taget 60 timer, dvs. jeg kunne have været færdig på 2½ dag (som om det nogensinde ville kunne lade sig gøre). I stedet har jeg hæklet 2-3 timer om dagen i gennemsnit i 30 dage.

Nu er det færdigt, vinkelsjalet. Det er afsluttet, har været i blød i eddikevand for at låse farverne fast så de ikke flyder ud i vask (1 del farveløs eddike til 8 dele koldt vand) henover natten (et par timer er nok, men det tager ikke skade af at ligge natten over), vasket på det kolde uldprogram (15 grader C, 800 omdrejninger) med flydende uldvaskemiddel, har ligget til tørre (ikke hængt, for så strækker det sig) og taget i brug.

Det er hæklet i Rasmillas yndlingsgarn, som består af 55% lammeuld og 45% bomuld. Farverækkefølgen blev 059 indigo, 85 mint, 048 hindbær, 79 mørk turkis, , 76 Aubergine og 024 bly.

Jeg fik lige Thomas til at knipse et par billeder af mig.