Hjemmelavede pølser med bacon

Jeg er pølsegal. Jeg ELSKER pølser af diverse slags, og pølsebrød fra diverse bagere er en ret stor fristelse for mig. Jeg kunne leve af kyllingepølserne fra DøgnNettoen (dem der ikke er lavet af maskinudbenet kød) eller af Currywurst (altså selve pølsen, ikke retten! Kan nemlig ikke udstå ketchup af nogen slags) eller af brunchpølser eller små chorizoer osv. osv.

Mandag d. 9. februar sad jeg og browsede Facebook, da der i en af hæklegrupperne var én som fremviste nogle hæklede hotdogs hun havde lavet til sit barnebarn. Samme dag havde kæresten min linket mig pølsehornet/pølsestopperen til KitchenAid, idet han længe gerne har villet lave sine egne pølser. Og så fik jeg altså lyst til franske hotdogs. Kæresten mente jo så at vi skulle lave pølserne selv, han er ikke rigtig fan af supermarkedpølser og deres uendelige mængder af tilsætningsstoffer og andet skidt. Egentlig har han jo ret, men de smager jo bare så godt! Altså jeg elsker jo også romkugler, som vel er bagerverdenens ækvivalent til industrislagternes pølser? Anyways, han blev ret hooked på at vi altså selv skulle lave de pølser. Så af sted i Rødovre Centrum, hvor vi først var i Punkt 1 og Imerco for at se om de havde pølsehornet til KitchenAiden. No such luck. Men Bahne havde den!

Næste hurdle – tarm (gyyyyys), men først skulle vi lige i Irma efter gedemælk til kæresten som er mælkeallergiker. Det er et eksperiment, fordi nogle mælkeallergikere godt kan tåle UHT behandlet mælk, og det er gedemælken i Irma (og så kan han bare rigtig godt lide gedemælk). Det viste sig så at Irma faktisk havde svinetarm (5 meter for 20kr). Det var dog ikke helt det vi var ude efter, for det ville give pølser i medister-størrelse og vi skulle jo lave franske hotdogs! Men vi spurgte slagteren i Irma om han mente Centerslagteren ville have andre typer tarm, og det mente han bestemt de havde, så af sted videre med os til Centerslagteren.

Her fik vi fat i en meget hjælpsom ung slagter, som var yderst behjælpelig med fif, tarm, kød og bacon (jeg VILLE have bacon i pølserne). Vi købte ind til lige omkring et kilo pølser, og kom af med lige under 100kr. Det kan sikkert godt gøres billigere, men vi fik kød med hjem som selv vi amatører kunne se var af rigtig god kvalitet. Baconen var ikke pumpet, men tør, fast og fin. Og frisk-røget så duften var bare uovertruffen!

Vel hjemme skulle tarmen ligge i blød i en halv times tid, renses og sættes på pølsehornet. Svinebov, bacon og krydderier skulle skæres/hakkes/blandes. En sjat vand skulle der også i. Men alt det lod jeg kæresten om. Jeg elsker pølser, men processen…. ADR! Jeg hjalp dog med at smide kød i maskinen og presse det ned, mens kæresten holdt styr på tarmen.

De endte med at blive noget tykkere end det var meningen, og jeg tror jeg må finde på noget andet end franske hotdogs, for de er for tykke til franske hotdog-brød. Vi har en noget pølsefyld tilovers, som vi nok laver et par “frikadeller” af.

Glæder mig til at smage dem nu hvor de har fået lov at trække natten over.

10917324_10153066903478766_8512814667051769558_n

Skriv et svar