International pandekagedag – pandekager uden mælk!

WP_20150217_004Det er international pandekagedag i dag. Normalt er det ikke en ting vi går op i, men jeg har haft lyst til pandekager længe (lige siden jeg fik en ny pandekagepande af min mor). Men vi har jo en lille udfordring hjemme hos os, i og med at kæresten er mælkeallergiker, og jeg som minimum er laktoseintolerant.

Jeg kiggede derfor nettet igennem for forskellige forslag til mælkefrie pandekager, men de fleste brugte vand eller øl som væske, men vand synes jeg er kedeligt og jeg havde ikke lyst til at de skulle have en bismag af øl. Hvis væsken har en smag så vil man altså kunne smage den, og da jeg absolut ikke kan lide øl, så var det altså ikke en mulighed.

 

Jeg endte derfor med at lave følgende:

  • 4 æg
  • 4 dl risdrik (kan erstattes med soya-, mandel-, eller havredrik eller evt. vand, øl eller almindelig mælk hvis man ikke er allergiker.
  • 4 tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 50 gr plantemargarine (smeltet/flydende) – naturligvis også uden mælk. Plus ekstra til panden
  • 150 gr hvedemel
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk vaniljesukker
  • Kanel og vaniljesukker kan erstattes af 2 tsk kardemomme

 

Fremgangsmåde:

Æg piskes skummende. De øvrige ingredienser tilføjes under omrøring, den smeltede/flydende plantemargarine som det sidste. Lad dejen hvile et kvarters tid i køleskabet inden du steger/bager dem på panden i plantemargarine.

WP_20150217_005

Dejen er lidt mere besværlig at have med at gøre, måske fordi jeg brugte flydende becel, så jeg var ret glad for at have min dejdispenser, det lettede processen en del. Alligevel var der to der fejlede undervejs, og en smadret tallerken blev det også til.

Smagen er dog rigtig fin, man smager risdrikken en smule, og da vi rigtig godt kan lide risdrikken var den del et hit. Jeg spiste mine med soyais til. Mærket GO’IS laver rigtig udmærket soyais. Den med karamel- og chokoladesovs i er i hvert fald god.

Skriv et svar