Kunsten at vælge en kontorstol

Thomas og jeg er endelig blevet enige om en plan for hobbyrummet/kontoret.Vi har pt. et 2 meter langt skrivebord, som Thomas nok fylder 2/3 af. Det bord bliver mit, og så får han sit eget, som så skal stå i det indhak der er bagerst i rummet, mit bord skal så stå langs den modsatte væg. Indhakket er ca. 180cm i bredden, så er på udkig efter et bord (evt. en bordplade) i målene L: 180cm B: 70cm. Højden er jeg ikke helt sikker på, men vores nuværende er 74cm og det lader til at være en my for højt. Så 70 – 72 i højden, velsagtens. Troede Ikea kunne klare den, men nej, så skulle det da være med en køkkenbordplade efter mål, det er selvfølgelig en mulighed… Det ville bare have været fedt med en færdig bordplade eller et komplet bord i de passende mål.

Ikke at vi har finanserne til at føre vores plan ud i livet lige foreløbigt alligevel efter den dyrlægeregning vi fik i sidste uge og vores investeringer i firmaet. Selvom vi har sygeforsikring på Bambo, så hjælper den ikke det store denne gang, for langt de fleste af pengene er til udtrækning af tænder, og smarte som de er, dækker sygeforsikringen ikke tandskader med mindre det er efter ulykkestilfælde, hvilket ikke er tilfældet. Anyways, det var et sidespor.

Jeg mangler en kontorstol. Lige nu sidder jeg på en spisebordsstol, og den er ikke super komfortabel. Jeg må erkende at jeg ikke dur til stole med tremmer i ryggen. Thomas har en ret behagelig kontorstol, som ikke er super køn, men god at sidde på. Modellen er udgået af Ikeas sortiment, så det er udelukket at få en stol magen til hans. Det ville ellers være en mulighed, for selvom det ikke er den smukkeste stol i verden (den er bare sådan lidt traditionel kontorstolskedelig), så er der alligevel en hvis harmoni i at de trods alt er ens. Jeg må dog indrømme at jeg ikke er helt tændt på det. Jeg vil bare gerne havde en fed stol, som også er god at sidde i, ellers får jeg ikke brugt det rum overhovedet. Så ender jeg med at rode i stuen (som jeg allerede gør) og blive uvenner med Thomas.

Jeg har i lang tid sagt at jeg gerne ville have Patrik kontorstolen fra Ikea. Den har jeg prøvet i varehuset og sad rimelig godt i den, som jeg husker det. Det er ikke den smukkeste stol i verden, heller, men den har karakter – og så fås den i andet end sort. Faktisk fås den ikke i sort, men i grå og blå. Jeg har ikke set den blå i virkeligheden, men det kunne godt friste.

Eller evt. Jupiter fra Idémøbler. Den minder meget om Patrik, men er vist i noget lidt mere behageligt stof. Den fås dog kun i to nuancer af grå, men den lysegrå er også rigtig fin. 🙂

Jeg har dog også øjnene på Roberget kontorstolen fra Ikea. Den ville jeg så smidde et Ludde fåreskind på, eller evt. et af de to hvide lammeskind vi har i stuen. Kan du se det for dig? Den er ret fin og den har karakter. Men er den mon god at sidde på? Som udgangspunkt tænker jeg at en metalstol ikke er sagen, men Tolix stolene de har hos Gorm’s i Torvehallerne er også i metal og ret gode at sidde på… Og med noget polstring i form af et skind eller lignende kunne det måske godt gå… Jeg må i Ikea og prøve stole! Når altså vi igen har finanser til at bruge på boligen. 😉

 

Skriv et svar