Vinkelsjalet – endelig færdig!

En måned tog det. En måned hvor jeg alle hverdage under kørslen til og fra arbejde, generelt under transport, når vi har set tv, i weekender, i ethvert frit øjeblik har hæklet på vinkelsjalet. Halvstangmaske i bagerste maskeled efter halvstangmaske i bagerste maskeled.

Jeg er medlem af gruppen “Vinkelsjalet” på facebook. En i gruppen har regnet ud at når man er færdig med sjalet så har man ca hæklet: 26.487 halvstangmasker (hstm), 348 luftmasker (lm) og 108 fastmasker (fm). Jeg har så godt nok ikke fulgt opskriften til punkt og prikke, så jeg har nok hæklet en del flere fm, men hold da op hvor er det mange masker! Havde jeg arbejdet koncentreret, nonstop fra start til slut uden pauser og med et jævnt tempo havde det ca. taget 60 timer, dvs. jeg kunne have været færdig på 2½ dag (som om det nogensinde ville kunne lade sig gøre). I stedet har jeg hæklet 2-3 timer om dagen i gennemsnit i 30 dage.

Nu er det færdigt, vinkelsjalet. Det er afsluttet, har været i blød i eddikevand for at låse farverne fast så de ikke flyder ud i vask (1 del farveløs eddike til 8 dele koldt vand) henover natten (et par timer er nok, men det tager ikke skade af at ligge natten over), vasket på det kolde uldprogram (15 grader C, 800 omdrejninger) med flydende uldvaskemiddel, har ligget til tørre (ikke hængt, for så strækker det sig) og taget i brug.

Det er hæklet i Rasmillas yndlingsgarn, som består af 55% lammeuld og 45% bomuld. Farverækkefølgen blev 059 indigo, 85 mint, 048 hindbær, 79 mørk turkis, , 76 Aubergine og 024 bly.

Jeg fik lige Thomas til at knipse et par billeder af mig.

 

2 comments

  1. Winnie Petersen says:

    Når du ikke har fulgt opskriften, hvad betyder det så.
    Kunne man ændre felterne lidt, skubbe overgangen, mindre forbrug af garn, jeg mener lave felterne anderledes men stadig samme facon.
    nogen forslag?

    • Daisy says:

      Hejsa 🙂
      Det betyder egentlig bare at jeg har indlagt striber og ikke trevlet op hver gang jeg har lavet en fejl. Da jeg havde trevlet op to gange kunne jeg godt se, at hvis det fortsatte, så ville jeg blive sur på projektet inden det blev færdigt, så jeg valgte at overse småfejl. Jeg har ikke taget det så nøje med masker og den slags, og derfor slap garnet til min sektion 6 også op inden jeg var færdig.
      Jeg tænker at man nok godt kunne lave nogle af sektionerne lidt kortere uden det gjorde det store, men det afstedkommer naturligvis at det så bliver knapt så langt. Min sektion 3 er laaaaaaang og synes måske godt den kunne have været lidt kortere. Både sektion 1 og 6 (på min version altså) kunne også sagtens have fungeret selv om de var 5cm kortere, men det er jo svært at regne sig frem til på sektion 6, idet den jo startes i den brede ende, og dermed er svær bevidst at gøre kortere.
      Mvh Daisy

Skriv et svar